Kulturhuset Peoples Corner
Hvem er tilbuddet rettet imod?
Kulturhuset Peoples Corner er et aktivitets- og samværssted for mennesker, der har eller har haft psykiske problemer. Synes du det ville være rart at møde andre, eller ønsker du at tilbringe nogle timer med at deltage i forskellige aktiviteter og tilbud, er du velkommen. Der er endvidere mulighed for samtaler og rådgivning, men lige så vigtigt er almindeligt uforpligtende samvær og hygge. Peoples Corner er et åbent tilbud, det vil sige at du ikke skal visiteres til at komme her. Du kan vælge bare at dukke op, eller du kan ringe i forvejen og aftale at du kommer, hvis du synes det er bedst sådan. Du kan også tage din hjemmevejleder eller støttekontaktperson med.
Beliggenhed og fysiske rammer
Peoples Corner ligger ved et meget trafikeret kryds. Vi har adresse i Ringparken, men indgang fra Køgevej. Det er tæt ved offentlig transport, så der går busser næsten til døren.
Peoples Corner råder over ca. 300 m2 inkl. kælder og værkstedsbygning. Der er køkken og spisestue, og flere forskellige rum til aktiviteter, som f. eks. et EDB rum. Der er desuden en mindre gårdsplads.
Ansatte
Der er 8 medarbejdere hos os. De har en tværfaglig baggrund, og det er med til at give huset et meget rummeligt miljø. Herudover har enkelte medarbejdere fra Socialpsykiatrien en eller flere faste dage på Peoples Corner.
Peoples Corners grundlag
Peoples Corner er både et fristed, og et sted hvor du kan arbejde målrettet med din egen bedring. Medarbejderne forsøger sammen med borgerne som bruger stedet, at skabe et positivt støttende, inddragende og imødekommende socialt miljø. Der kan foregå støttende samtaler mellem medarbejderne og dig, eksempelvis hvis du har brug for vejledning til at indgå i det sociale fællesskab. Ved betydningsfulde hændelser samarbejder de desuden gerne med din hjemmevejleder eller støttekontaktperson. Kulturhuset arbejder på at skabe og fastholde en rar stemning. Peoples Corner er for så vidt kun en løs ramme for aktivitet og samvær. Det er i dialogen med dig, at indholdet fastlægges. Hver anden mandag kl. 14 holdes husmøde, hvor vi taler om hvordan man bedst bruger stedet og hinandens ressourcer. Du er velkommen til at komme med forslag og idéer. Det er med til at danne grundlag for, hvad der foregår her på stedet. Der arbejdes med fælles Stop-op dage, hvor både du og medarbejdere deltager: Her river vi en dag ud af kalenderen og taler med en udefrakommende vejleder om fremtidige aktiviteter, som alle i samarbejde snakker videre om (typisk hvert 2. år).
Aktiviteter
Peoples Corner arrangerer i fællesskab udflugter og deltager i kulturelle arrangementer uden for værestedet. Det kan være alt fra museumsbesøg og bowling til biografture og gå-i-byen ture. Der holdes jule - og påskefrokoster, og en gang imellem holder vi en fest, f.eks. en forårs- eller høstfest. De enkelte medarbejdere har alle særlige aktivitetsområder. De kan f. eks. hjælpe med deltagelse i madlavning, syning, filtning og meget andet. Aktiviteterne afstemmes løbende med brugernes ønsker, så der foregår hele tiden noget nyt.
Caféen serverer frokost kl. 13 dagligt, og mandag, tirsdag (ungt tema) og torsdag er der desuden varm middagsmad kl. 18. Vi hjælpes ad med at lave mad, dække bord, sætte kaffe over osv. Alt kan købes til fremstillingspris. Der sælges ikke øl, vin og spiritus. I værkstedet kan der blandt andet arbejdes med træ. keramik og maling. Vi har et værksted, som arbejder med kreative aktiviteter. På Peoples Corner har vi en aktiv idrætspolitik, og vi samarbejder desuden med Idrætsforeningen SIR. Hver tirsdag er der "Krop og bevægelse", med afgang fra Peoples Corner kl. 11.15. Onsdag kl. 14 og fredag kl. 11 er der gang/stavgang. Der tilbydes endvidere kursusforløb med øget livskvalitet som formål. Der er også mulighed for specialundervisning i forskellige fag og emner.
Andre tilbud på Peoples Corner
Der er mulighed for NADA behandling. Læs mere hér Download: Download: Nada-klinik
Der er Åben Rådgivning, som er et visiteret tilbud til borgere med hjemmevejledning.
Læs mere under nyheder.
Du kan gå ind under Kulturhuset Peoples Corners kalender for at se de månedlige aktiviteter.
Kontakt
| Daglig Leder | Lillian Olsen |
| Telefonnummer | 46315572 mob.: 24960684 |
| Adresse | Ringparken 25 (indgang fra Køgevej) |
| 4000 Roskilde |
Åbningstider
| Mandag | 09.00 - 21.00 |
| Tirsdag | 08.30 - 22.00 |
| Onsdag | 11.00 - 16.00 |
| Torsdag | 09.00 - 21.00 |
| Fredag | 08.30 - 15.00 |
| Lørdag | LUKKET |
| Søndag | Den 2. og 4. søndag i måneden, åbent: 10.00 - 15.00 |
